Bornholmske Billeder lanceres

12-11-2018
Asbjørn Skødt

Bornholms Museum og Bornholms Ø-Arkiv åbner nu en fælles portal for historiske fotografier og dokumenter i den lokale kulturarv. På hjemmesiden www.bornholmskebilleder.dk kan man allerede nu søge blandt over 20.000 historiske fotografier med bornholmske motiver. Det er portrætter af personligheder og anonyme bornholmere, billeder af gårde, huse og landskaber. Der er skibe og havne. Gruppebilleder af officerer og menige og skoleklasser og håndværkere. Og naturligvis masser af fotografier af den vidunderlige, dramatiske og skønne bornholmske natur. Kort sagt er der noget for enhver smag.

”Det har været afgørende for os at tage dette første skridt til at sikre denne del af vores kulturarv. I en tid med Facebook mv., der er super gode værktøjer til at formidle det enkelte billede, er det afgørende at der tages skridt til at sikre billederne og alle informationerne knyttet til disse i en langtidsholdbar løsning.”  – citat Museumsdirektør Jacob Bjerring-Hansen og Arkivleder Anette Eriksen

Arkivet og museet indbyder også offentligheden til at hjælpe med at registrere billederne bedre. På hjemmesiden er der en kommentar-funktion, som gør det muligt at sende supplerende oplysninger til os, som hurtigt kan indsættes ved de relevante billeder.

Foreløbig er det primært de ældste dele af den fotografiske kulturarv, der er lagt ud. Det vil sige billeder fra 1860’erne og frem til 2. Verdenskrig. Arkivet og museet har også store mængder nyere fotografier i deres samling, men spørgsmål om persondata og rettigheder skal afklares, før disse billeder kan gøres almindeligt tilgængelige. Blandt de fotografer, hvis værker nu kan nydes, kan nævnes Gottlieb Stöckel, Valdemar Myhre, Theodor Yhr og Alfred og Bendt Kjøller. Det er ikke blot lokale navne, men fotografer, der har indskrevet sig i dansk fotohistorie som pionerer på deres område. Indenfor få år regner vi med at have op imod 150.000 billeder, og der vil - i takt med yderligere finansiering – blive tilføjet nye funktioner, herunder forhåbentlig en kort-funktion. Endelig vil også film, lydoptagelser og arkivalier blive offentliggjort.

Udviklingen af systemet er sket i samarbejde mellem de to institutioner med it-arkivar Asbjørn Skødt fra Ø-arkivet som primus motor, og på Bornholms Museum er det museumsinspektør Jakob Seerup, der nu koordinerer offentliggørelsen af de mange billeder. Både Ø-arkivet og Bornholms Museum skylder gruppen af frivillige stor tak, som i årevis har affotograferet og skannet de enorme mængder af fotografier, som nu bliver lagt ud til glæde for offentligheden.

Systemet er finansieret ved en bevilling fra BRKs Kunst- og Kulturhistoriske Råd samt af it og digitalisering.

Ved et arrangement på Ø-arkivet (Rønne Bibliotek) d. 26. november kl. 15.30. Vil Jakob Seerup og Asbjørn Skødt præsentere hjemmesiden og besvare spørgsmål om, hvordan siden kan bruges.

Kontakt:

Arkivleder Bornholms Ø-arkiv, Anette Eriksen tlf.  3018 198
Museumsdirektør Bornholms Museum, Jacob Bjerring-Hansen tlf. 2560 1164
Arkivar Bornholms Ø-Arkiv, Asbjørn Skødt tlf. 5692 1046
Museumsinspektør Bornholms Museum, Jakob Seerup tlf. 5338 3006 



Digitalt arkiv; Arkiv