Månedens arkivalier maj 2020

02-06-2020
Amanda Stevne Pihl

Endnu en måned er gået, hvor arkivet har holdt fysisk lukket. Vi har derfor ikke modtaget så mange arkivalier, som vi plejer - men vi er enormt glade for, at I hjælper os med at dokumentere livet under coronakrisen her på Bornholm! Her er et udpluk af billeder, der fortæller om livet på Bornholm lige nu. En kunstner fra Rutsker Højlyng har filtet et lille "corona-monster". Der har også været gang i produktionen af mundbind hjemme ved symaskinerne. Et sølvbryllup kunne ikke fejres med en stor fest som planlagt, men blev fejret med kæmpe-tarteletter fra Ekkodalshuset og uden gæster. Og et puslespil på biblioteket i Rønne blev forladt og aldrig lagt færdigt, da alting lukkede ned. Biblioteket i Rønne er åbnet igen - men alle aktiviteter, der kræver ophold på biblioteket, er forbudt, således også den hyggelige aktivitet med puslespillet, som mange brugere af biblioteket ellers har været glade for. DIN hverdag er også en vigtig brik i det puslespil vi er ved at samle omkring livet under coronakrisen på Bornholm. Vil du dele billeder eller fortællinger fra din hverdag og dit lokalområde? Send dem til os på arkiv@brk.dk eller brug #coronabornholm2020 på instagram. Har du andre arkivalier, du ønsker at aflevere, kan du kontakte os på mail eller telefon for at aftale nærmere.



Månedens arkivalier